Som vi forlod den lille kro begyndte det at regne.. Fra at være et fantastisk solskinsvejr skiftede det til tåge og let silende regn, men det er jo hvad man kan forvente i Skotland så vi klagede ikke..
Vi havde besluttet os for at det ikke skulle blive alt for sent inden vi nåede frem til et overnatningsted, men jo mere nord vi kørte, jo længere gik der mellem B&B. Faktisk var der så langt i mellem at jeg begyndte at blive lidt nervøs for om vi kunne finde et sted, eller vi skulle ud i et teltløsning, og tænkte tilbage på natten i Norge uden varme i vores alt for tynde soveposer. En overnatning i Highland i telt, gennemkold med papirstynde soveposer, midgets og våde strømper var ikke lige en ønske situation.
Efter at have kørt i 2 timer rundt om et bjerg kunne man pludselig lugte havet og solen bryder frem…
Det var fantastisk !
Varmen breder sig i kroppen og vi får mod på at køre de sidste 40 km til Durness hvor vi ved der ligger et vandrehjem.
Vejene til Durness består af single track roads som er veje med kun plads til en bil. Dvs. her gælder reglen, vig på vigepladserne eller bliv frontfigur på en autocamper. Lige så vildt og blodigt at der køres på hovedvejene, lige så hensynsfuldt er det på disse veje. Her bliver vigepligten overholdt til punkt og prikke..
Alle steder løber fårene frit rundt og Henriks larmende cykel får de små lam til at blive fuldstændig lamslået af skræk. så når man ligger bag ham, skal man liiiige holde lidt igen på gassen, for når de vågner af lammelsen er de lidt forvirret og spurter afsted i alle retninger.
De er nu søde de små lam, men de skider over alt på vejen og når man ligger bagerst, så falder tanken på om det var et insekt eller en fårelort som Henriks baghjul slyngede op og splattede mod virsiret..
For dem som har været på Grønland, så forstil jer en lille bitte bygd med få spredte huse, halv døde biler, en tørlagt gammel båd og nogle træbarakker, i et råt og forblæst landskab.. Så har I set Durness.. Kl. ca. 21 ankom vi til vandrehjemmet i Durness, som bestod af 2 træbarakker dog med træk og slip.
Vandforsyningen til toilettet og vandvarmeren var placeret i netop vores værelse. Når folk så havde været på potten, så løb der vand igennem røret på værelset og ned i vandbeholderen, hvilket larmede helt sindsygt og som vi så havde glæde af hele natten.
Men de havde en dobbelt køjeseng, helt ny ovenikøbet. Som damen i receptionen sagde, Det er vores bedste værelse (har ikke lyst til at se deres dårligste).. Dobbeltseng nederst og så en enkeltmandskøje øverst. Så der lå vi i vores soveposer og dobbeltdyne over os, for der var ingen varme i træbarakken og og så lugtede der lidt af kattetis, men hva.. det var billigt og vi havde tag over hovedet.
Da vi ankom til vandrehjemmet spurgte vi om hvor vi kunne få noget at spise, da vi intet havde fået siden den lille kro vi spiste frokost på. Vi blev henvist til pubben som lå lidt nede af vejen og så til venstre.
Vi kørte afsted og fandt stedet.
Her var der godt gang i den og vi kom i tanke om at det jo var fredag aften. Vi spurgte til lidt aftensmad og kunne sagtens få et bar-meal. Vi bestilte og satte os ved et bord mens vi kikkede på hinanden for det var umuligt at tale sammen, da musikken var ret høj.
I hjørnet var der sat lidt højtalere og nogle mikrofoner op. Det er med stor forundring at Birthe Kjær og Johnny Reimer’s Look á Like træder ind gennem døren til pubben i deres stiveste puds og røde glimmertrøj for så at stemme guitaren og bryde ud i fuld country og western sang. Jeg er rigtig ærgelig over ikke at have fået taget et billede af dem.
Næste morgen måtte vi tage afsted uden at få morgenmad, men fandt et lille bitte hotel som havde et klistremærke i vinduet med en tekst i stil med “Medlem af et eller andet for gemte steder for rejsende” altså en lille perle gemt langt væk, som man kun finder ved et tilfælde.
Hoteldamen var en lille bitte dame som kun lige nåede mig til knæene.. eller næsten.. Vi ankom 11.30 og hun fnisede lidt da vi spurgte om det var for sent til morgenmad. Men hun ville hjertens gerne lave et par eggs and bacon rolls til os. Da jeg skulle betale spurgte jeg hende om hvor længe sådanne nogle midgets bid de kunne klø.. For de klør, hver gang jeg tager jakken af, så begynder det at klø på arme, skuldre, ryg over det hele.. Hun gav mig den nedslående besked at jeg ville få glæde af dem i omkring 14 dage.
Vi havde fundet et vandrehjem på et slot. Det ville jeg rigtig gerne overnatte på, men var lidt bange for at det nok var fuldt booket, for hvem vil dog ikke gerne overnatte på et vaskeægte skotsk slot.
Så planen var at køre direkte til slottet og måske blive der 2 nætter. Evt. få vasket lidt tøj og så se lidt af området til fods og måske tage nogle blomsterbilleder til min dejlige mor.
Da vi ankom holdt der en hulens masse biler og jeg tænkte øv, der er fuldt booket. Da vi parkere ud for indgangen kommer en mand ud og siger noget til Henrik. Jeg kan ikke rigtig høre hvad han siger, men lægger mærke til et stort skilt ved døren hvor der står “Susan & Ian’s Wedding”. Henrik bekræfter mine bange anelser om at slottet er lukket hele weekenden, i forbindelse med ulykken Susan & Ian. Øøøøøøv !
Så vi kørte videre mod Loch Ness området hvor der skulle ligge et andet vandrehjem. Og hvilken skuffelse, Loch Ness området er meget turist’et og ikke spor rart. Det er så stopfyldt med turister at vi er parat til at køre op nord på igen for at finde roen og den smukke natur.
Men det er blevet sent og vi bliver i nat hos en rigtig sød dame på et B&B, hvor vi igen har fået et fint lyserødt værelse med billeder af små hundhvalpe med våde øjne..
Det er rigtig godt at der på mange Cafe’er og restauranter er gratis internet, for her kan jeg skrive til bloggen og vi kan prøve at planlægge lidt hvad vi skal næste dag. For hvad vi finder på i morgen, det ved vi ikke.. det må tiden vise..
)
