Så blev Hässleholm overstået. Tak for Lasse i DORMCK for at arrangere dette fantastiske, men mega hårde løb, i mine øjne i hvert fald.
Både Henrik og Parry som jeg skulle have været kørt med, meldte fra i 11′ time, men heldigvis var der fundet et alternativ til cyklen og mig, tak Henrik – og tak til Jan for at tage mig med.
Vel ankommet til Hässleholm, var der indskrivning mellem klokken 8 og 9, stille og roligt stillede vi alle op i køen og fik udleveret transponder og numre. Det var jo helt vildt, vi var 5 piger tilmeldt, men Puha.. Nogle af de der tøser så squ noget hardcore ud..
Kl. 10 blev der kaldt sammen til en opvarmningstur, og i uvildig rækkefølge blev vi sendt ud for at se sporet an. Knap 2 sek. efter at jeg var kørt, gik skidtet i stå.. ??? Den ville bare ikke starte igen, i mellemtiden blev jeg overhalet af samtlige deltager, da jeg stod der og forsøgte at starte skidtet.. Indtil jeg liiiige kom i tanke om at skidtet også skal have benzin for at starte.. Hmm efter åbning af benzinhanen, så startede den jo med det samme.. fløjte fløjte fløjte..
Sporet skulle tømmes efter opvarmningsturen, og jeg lyver ikke hvis jeg siger at jeg væltede nok 7 – 8 gange undervejs og da jeg endelig langt om længe, godt træt og svedig kom tilbage til start, stod alle og ventede på mig.. ER DET MIG I VENTER PÅ !! kom jeg til at råbe, mens jeg vinkede og smilede som en rigtig prinsesse..
Nr. 44 var jeg i køen som skulle sendes af sted.. Og efter en del palaveren med en svensk official om hvor jeg skulle være i køen, blev jeg sendt fint af sted på “anden” runde, som officielt var første.. Da jeg endelig kom over målstregen, ønskede jeg bare at cyklen var punkteret, at koblingen var brændt af, at….. ja hvad som helst, så jeg uden skam kunne trække mig.. Men den fine KTM, holdt stand, trods at den kogte et par gange undervejs, så fandt den sig i min mishandling og efter en 20 min. pause i pitten, drog vi ud på “tredje” men anden omgang.
Det blev “heldigvis” til den sidste tur rundt, da tiden ganske langsomt løb ud. Kl. 12.20 var jeg nået halvvejs rundt, og måtte indse at jeg nåede ikke ud på tredje runde. Jeg følte mig godt og grundig gammel og mega dårlig, da jeg blev overhalet af piger på små knallerter som de kunne tage under armen, løfte over stengærderne og rejse op med en lillefinger…. uretfærdigt og lidt snyd.. 
Men jeg vælger at tage det som god træning og det var en kæmpe udfordring. Jeg vælger det positive, cyklen er ny og det jeg har kørt i år, kan vist ikke tælles for noget. Jeg sprang ud i at køre over stengærder, den stejle sandede opkørsel, fik kørt små pukkelpist lignende knolde i fuld fart, gennem mudder med indlagte sten, svære sving med opkørsler der var kørt op med dybe riller osv…
Billedet er lånt af Johan Lorenzen
Brande sidste år var INGENTING..eller.. næsten.. i forhold. Det svenske spor var så krævende både fysisk, mentalt og køreteknisk, at da min mor lokkede med varmt karbad og aftensmad, lige kunne overkomme at hoppe på Ronda og køre turen hjem fra Helsingør…
