En pige og hendes knoldhopper..
Den er da bare dejlig den lille Citronmåne, og hvor jeg bare ææælsker den.
Knap 3500 km. klarede den i år med kun tab af en bolt og lidt olie (altså det den brugte). Igen kan jeg kun sige at det er en ærke stærk cykel. Hvis man passer den og elsker den højt, så vil den vare lige så længe man husker at hælde olie på den. Stooort kram og et kys til den.
Tak for lån af billedet til Henrik Bech.
Det var et rigtig fint lille hostel jeg fandt i Wexford. På 2 sal fik jeg tildelt en seng med udsigt over en af kirkerne.
Jeg talte lidt med pigen som passede receptionen, hun var tysker og det viste sig at hun var ved at åbne et hostel i tyskland, nær Trabentrabach, et helt fantastisk sted i Tyskland, langs Mosel. Hun blev noget overrasket, da jeg fortalte hende at jeg faktisk havde været der. Så vi fik en lang snak om det og jeg lovede hende at jeg ville komme forbi og overnatte på hendes hostel.
Jeg havde ikke travlt med at få pakket ud, da jeg skulle tidligt op og med færgen til England kl. 9. Derfor fandt jeg en bog frem og lå og læste i aftensolen der badede kirken i de sidste stråler. Jeg nåede selvfølgelig at læse bogen færdig, hvilket ville betyde 3 timer og 40 min. kedsomhed på færgen til England. Da der ikke var mere bog, gik jeg i TV stuen og fandt Da Vinci Mysteriet på DVD, tjaaa hvad kan jeg sige.. den var lige så dårlig som bogen.. om ikke mere kedelig.. (undskyld til alle fans, men både bog og film er squ kedelig).
Færgen blev nået kl. 9 og der er ikke meget at lave ombord på sådan en færge end at spise og drikke, så derfor tog jeg mig en lur. Da vi forlod Irland var vejret ganske fantastisk og da vi 3 timer og 40 min. senere ankom til Fishguard der væltede det ned i fede tykke vandstråler.. Og inden jeg var nået af færgen var jeg fuldstændig gennemblødt.
Turen til rundt i Wales blev skippet til fordel for tørvejr. Jeg kørte til det hostel som jeg havde planlagt at overnatte på, hvis ikke færgen dagen før ikke var blevet aflyst. Da jeg ankommer bliver jeg taget i mod af en ældre herre og hans kone. Jeg står og drypper på gulvet og spørger om jeg kan blive der i nat. Selvfølgelig, kom inden for.. Af med det våde køretøj og det bliver hængt til tørre. Få minutter efter står der en skål varm suppe og brød til mig. Som konen sagde, Værsgo, så kan du lige få varmen igen. Igen rare dejlige mennesker.
Som eftermiddagen skred frem lettede det tunge regnvejr og en udsigt åbenbarede sig for mig. Lige ud for spisestuen gik det lodret ned, lige ned til havet. Fantastisk udsigt. Tænk at kunne bo der hver eneste dag.
Da vejret var klaret helt op, så tænkte jeg hmm.. jeg går lige en lille tur rundt og fotografere lidt. Omkring mig var der vandrestier alle steder, så det var jo bare at vælge en. Jeg kravler over det lille hegn og vandre ned af skråningen. som jeg går der, får jeg til min store skræk opdaget at til venstre for mig går der køer og græsser. Tak skæbne, nu er jeg ikke lige den største fan af fritgående køer, eller.. Så jeg kikker den anden vej og prøver at gøre mig usynlig. Tænker at hvis nu jeg bare lader som ingenting, så opdager de mig nok ikke.. Men det gjorde de og hilste på mig med et Muuuuuh, der fik nakkehårene til at rejse sig på mig. Tempoet blev sat lidt i vejret og blodet forsvinder fra ansigtet da jeg vender mig om og ser en tyr komme i rask trav ned mod mig.. I et nu øges tempoet fra hurtig gang til panisk løb mod stengærde som jeg forcerede i en fart som ville gøre enhver højdespringer misundelig. Jeg når tilbage til vejen ved at kravle over endnu et stengærde, men med lettere brændnælde og torn skader på anklerne og lidt på stoltheden.
Næste morgen, stod jeg op og kikkede på kortet.
Desværre kunne jeg ikke nå så meget af Wales som jeg havde ønsket, så i stedet satte jeg GPS’en til at vise kompas. På den måde galdt det bare om ramme øst, dvs. kun køre af veje som pegede mod øst. Det fik jeg nogle sjove veje ud af..
På et tidspunkt kommer jeg ind på en lille vej, efter et godt stykke tid viser et skilt at vejen ikke er egnet for lange køretøjer, heh.. jeg er ikke så lang, så jeg kører videre. Næste skilt fortæller at vejen ikke er egnet for noget motorkøretøj.. Hmmm.. jeg kan ikke se hvad der er forude, for vejen er helt groet til med træer og buske, men lidt eventyr har man vel i blodet så jeg kørte videre.. Asfalten forsvinder og i stedet kan jeg se klippestykker, mos og andet fedtet. Vejen begynder at hælde drastisk ned og ender i et skarpt hårnålesving. Her havde jeg forventet at køre ud over kanten og ende i havet. Men det gjorde jeg nu ikke, vejen fladede ud og endte i mellem lidt huse og en havn.
Ved 12 tiden går det op for mig, at det faktisk er næste morgen jeg skal være i Harvich og jeg burde jo egentlig begynde at finde frem til det hostel som jeg havde udpeget om morgenen. Så efter en hyggelig frokost satte jeg GPS’en til at køre den hurtigste vej til hostel.
Jeg nåede frem kl. 20.30 til byen Village Milton Keynes, som ikke var en landsby som jeg havde troet.. Næh nej ægte slum og storby. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at Citronmånen ville blive skrællet i løbet af et splitsekund, hvis jeg efterlod den uden opsyn i mere end 10 min. Heldigvis var der lukket, receptionen lukkede allerede kl. 19, så ingen overnatning her. Men problemet var bare at jeg så intet sted havde at overnatte. Hellere overnatte i skoven end på det skumle hostel, så jeg besluttede mig for at køre mod Harwich og så bare håbe på at der dukkede et hotel eller B&B op. Efter 40 km. var der stadig ikke kommet noget brugbart. Solen var så småt forsvundet og jeg følte mig lidt ensom her, det skal ikke være nogen hemmelighed 
Men GPS’en er jo så heldig anlagt at den også kan finde hoteller. Jeg måtte overgive mig og finde et hotel. Det blev et ganske fint motorvejshotel, som havde en kææmpe seng, fjernsyn og the og kaffe. 49,95 £ måtte jeg slippe for hele herligheden, inkl. morgenmad. Men, jeg skulle ikke ligge i skoven..
Som start på morgenen, så valgte min GPS holder at knække et stik. Flot, ingen GPS er = med motorvej. Fik lige startede den op og fik set hvilken motorvej jeg skulle på, da den slukkede med det samme pga. strømmangel.
Jeg vidste dog at jeg skulle køre mod Cambridge og derfra var der stort set skilte hele vejen til Harwich.
Midt der på motorvejen sidder jeg i mine egne tanker og lytter til musik, da en motorcykel trækker op ved siden af mig. De glor helt vildt på mig, og jeg tænker bare “Hvad fanden glor de på ” ? Indtil det går op for mig at det er de fjollede danskere fra færgen fra Danmark. Haps, så er de fanget som GPS, og jeg følger med dem til Harwich hvor vi lige slår ind forbi en pub til en let klistrede parmesan osteburger med pomfritter.
Færge overfarten går også fint, med fadøl og vippen.
Lørdag kl. 13 rammer jeg Esbjerg havn og triller mod Sjælland i den stærke vind. Broen var en hård nyser, dog var den lave bro værst. Ud over at ligge sidelæns pga. den stærke sidevind, slog vinden konstant til forhjulet og jeg måtte have et godt fast tag i cyklen konstant. Min fingre sov da jeg nåede over til betalingsanlægget, men en tung sten var løftet fra mit hjerte, jeg kunne nu rulle de 100 km. hjem stille og roligt.
Ja lige nu der burde jeg jo sådan set sidde på en færge på vej til England, men ak..
I morges da jeg stod op, efter en fantatisk nat i mit eget helt private rum med fjernsyn, toilet og andre bekvemmeligheder, der var det med en lidt trist føelse i maven. Men efter en kæmpe morgenmad pakkede jeg cyklen og trillede langsomt mod Rosslare. Her var jeg allerede kl. 13, færgen skulle først sejle kl. 15, så jeg var i rigtig god tid.
MEN, færgen havde motorproblemer og først kl. 14 ville de vide om den sejlede.. Efterhånden ankom en del kromcykler, som også gerne ville vide om færgen sejlede. Efter en time blev vi informeret om at færgen var aflyst og den næste først ville sejle kl. 21.15 og med en sejltid på lige over 3 timer, ville jeg være i Fishguard kl. 1 i nat. Hmm.. kl. 1, der er nok ikke mange som gider at åbne deres hostel på den tid. Ganske rigtigt, ingen havde lyst til at stå og vente til kl. 1 om natten for at lukke mig ind, ikke uden at det kostede ekstra.. Så enden blev, endnu en nat i Irland.
Wexford var det nærmeste sted hvor der var et hostel, så der kørte jeg til og ringede til ejeren for at høre om der var plads. Det var der, hun kom dog først kl. 17, men jeg kunne bare selv låse mig ind.
Som sagt så gjort, nu sidder jeg her og glor..
Som kørerne.. Jeg stoppede lige på vejen for at tage en duft prøve med hjem af busken Tornblad. Det er en gul tornet busk med helt fantastiske gule blomster. De lugter bare som Palmolives honning og kokos håndvask.. adrrr.. Men jeg holder ind på en rasteplads og finder i min lille værktøjskasse en tang til at klippe skidtet af, da jeg kommer tilbage for at pakke prøven og tang væk, får jeg kikket op og ind til venstre på marken.
Bag buskene står køerne fuldstændig klumpet sammen og glor.. Ørerne er fuldstændig vakt og øjenene er ved at falde ud af hovedet. De asede og massede for at få et glimt af giraffen.. Her kom jeg altså til at grine højt.. Jeg følte mig lidt som aberne i zoo må gøre nogle gange..
Kørte til Reen Pieer i går for at komme ud og se på hvaler, men da jeg ankom var der ingen båd, men et skilt hvor man kunne ringe og booke en tur.
Hmm.. okay, jeg prøver at ringe og sørme om jeg ikke fik fat i dem. De havde desværre ikke plads i dag, men i morgen kunne jeg komme med. Det ville jeg gerne, da kl. var 14 da jeg nåede frem og jeg ikke havde fundet et sted at overnatte. Så afsted til Baltimore hvor der var afgang kl. 9 her til morgen.
Fandt et hostel 10 km. fra Baltimore, ikke noget fedt sted men fint nok til bare en overnatning.
Op kl. 7.30 og så bare ud af røret til Baltimore, hvor jeg var allerede kl. 8. Damen jeg havde talt med igår fortalte at det nok var en god ide at tage noget at spise og drikke med på båden, da vi skulle være ude i 4 timer.
Men intet havde åbent, så jeg måtte nøjes med min sodavand fra dagen før.
Kl. 8.30 kunne jeg se Voyager ankomme til havnen og jeg låste cyklen af og gik over for at hilse på Nic som var ejer og kaptain. Sikke en dejlig mand, man kunne bare mærke at han var en rar mand helt ned i tæerne og jeg fik en rigtig god velkomst ombord på båden. Båden var godkendt til 12 passagere og efter alle var ankommet, vest og sikkerhedsinstrukser var givet, sejlede vi ud af havnen.
Efter godt en times sejlads havde vi stadig hverken set hvaler eller delfiner, desværre. Men vi havde til gengæld været vidne til nogle store fugles fangst af fisk. Fuglene hvivlede rundt i luften for til sidst at krumme sig sammen som et spyd og så bare suse ned i havet med en fart som en hvivelvind, helt fantastisk.
Vejret var ikke det bedste vejr at spejde efter hvaler i, det var overskyet og blæsende hvilket gav hvide krusninger på havet, så man tog hele tiden fejl af hvaler og dyninger. Efter 1½ time var vi så gennemkolde at Nic sejlede ind og lagde til på en lille ø, hvor vi lige kunne hoppe af og få os en kop varm the.
Vi fortsatte derefter vores jagt på hvaler og delfiner og det lykkes os at få et glimt af en lille hval, men den var for langt væk til at kunne få taget billeder af den, og efter et øjeblik var den dykket og helt væk.
Derefter kom vi noget længere ud mod det åbne hav og vi sejlede mod vinden, hvilket gav nogle ordentlige bølger, og båden vippede temmelig kraftigt, så det var bare med at holde godt fast. Vandet pjaskede ind over os af og til, og det kunne af og til være lidt besværligt at holde fast, samtidig med man tørrede linsen af, og skulle tage billeder..
Vi endte ude ved nogle temmelig dramatiske klipper hvor der lå sæler og hvilede sig, ja for de solede sig ihvertfald ikke, da det små regnede lidt. Turen gik rundt om klipperne og da vi kommer rundt skal vi ind igennem disse klipper. Men kaptainen styrede med ufattelig dygtighed båden rundt og imellem klipperne, trods de meterhøje bølger, man kunne godt mærke at det her havde han prøvet før.
Der var desværre ingen delfiner eller hvaler der havde lyst til at se mig, og selvom Nic, vores kaptain, ihærdigt søgte efter dem, kunne de ikke findes. Vi returnerede tilbage til Baltimore 5 timer senere, men selv om det ikke var lykkes at se hvaler, så havde det været en helt fantastisk sejltur. Alle pengene værd.
Da vi var tilbage i havnen var kl. 14 og jeg kunne ikke nå til Rosslare og tage båden til England, så jeg måtte finde et overnatningsted på vejen. Det endte med at blive samme hostel som første nat i Irland, dog valgte jeg at forkæle mig selv med et B&B værelse med tv, the/kaffe, eget bad og toilet samt dejlig morgenmad i morgen tidlig.
Så i morgen forlader jeg Irland, men det har været et rigtig dejligt besøg. Jeg vil aldrig glemme de mange fantastiske mennesker jeg har mødt her og regner med at komme tilbage en dag.
Og så skal der lige lyde et højt HURRAAA og tillykke med fødselsdagen til min søde mor
Så nåede jeg til Killarney, eller KeldArne som nogle fjollede danskere jeg mødte på færgen siger.. 
Men sikke et cirkus, det er jo som forventet kun krom, krom, krom og atter krom.. Dog er det dog lykkes mig at spotte et par enkelte knoldhoppere, bla. en XT600, den nye Tenere og en Triumph Tiger, men ikke noget nede i min størrelse.
Jeg var ikke mere end lige landet på mit hostel, som ligger helt inde i byen og var ved at aflæsse Citronmånen, da jeg allerede her bliver budt på øl.. Jo jo.. jeg skal liiige.. I det samme skriver Henrik fra færgen til mig, at de også er i KeldArne og om vi skal mødes. Jo det syntes jeg da, det kunne være hyggeligt.
På vej ud til træfpladsen, som egentlig er mere en stor plads, med en scene, en masse boder med kromting, og en huuulens masse Harley’er, bliver jeg igen budt på øl af de samme to gutter som sad uden for hostel. Desværre må jeg sige nej tak da jeg skal mødes med danskerne, men råber tilbage til dem, at hvis de stadig er her senere, så drikker jeg gerne en øl med dem. De var der ikke da jeg kom tilbage, dog mødte jeg den ene af gutterne her til morgen i porten, godt vissen og han sagde.. I need to get som sleep.. og så dinglede han videre.
Jeg har ærget mig over ikke at kunne finde nogen hval og delfin ture, men kunne huske noget om at jeg i et tidligere indlæg havde fundet et link til et godt sted. Det fandt jeg lige frem og håbede at det lå i nærheden af hvor jeg skulle hen. Det gjorde det. Jeg tager videre mod Cork i morgen, da jeg også gerne vil nå lidt af Wales. Det er jo fantastisk at det lige ligger på vejen, så helt sikkert.. 50 euro for at komme ud og sejle 4 timer og se hvaler, det gør jeg gerne.. Håber så bare at hvalerne gider at se mig
Jeg har aftalt med Henrik, André og Katja at spise aftensmad med dem, så i mens de er ude og køre, har jeg vandret lidt rundt i Killarny og taget lidt billeder. Jeg var inde i kirken, som er pænt stor.
Jeg har aldrig været i en katolsk kirke før og det var en stor oplevelse at sidde der på bænken og se folk kom ind, lagde sig på knæ og gjorde korset tegn over brystet inden de gik hen for at bede. Jeg var ikke så begejstret for at tage billeder i kirken, da folk jo sad der og havde samtaler med Gud. Men jeg listede rundt og tog lidt alligevel helt stille, eller så stille jeg nu kunne gøre det. I øvrigt stod der lige midt i det hele en kiste, altså sådan en rigtig kiste, for da jeg går ud af kirken kommer der en masse folk, som tydeligt skal til begravelse. uhrr… det var lidt mærkeligt at de bare stillede Onkel Paddy der til skue for alle indtil alle deltagere var kommet, godt nok i lukket kiste, men alligevel.
Så i morgen, så går det mod Cork. Måske danskerne skal samme vej, i så fald vil jeg følges med dem.
Jeg blev overtalt til endnu en nat i Kinvara.
I mens jeg sad og skrev på bloggen igår ankommer endnu en pige og skal bare overnatte 2 nætter. Jeg havde jo planlagt at drage videre mod Killarney i dag, men på vej til pubben bliver jeg spurgt om jeg vil med hende og hostel værten ud og se på omgivelserne omkring Kinvara.
Det viser sig at pigen, som hedder Corrie er proffessionel fotograf, (se nogle af hendes billeder her) og er i Irland for at tage billeder af vest irland til en hjemmeside. Det vil jeg bare rigtig gerne, for ud over at komme rundt og se en masse ting, ganske gratis, i bil, med guide og selskab, så kunne jeg også se hende arbejde.
Så i morges kl. 8 stod vi op, delte min morgenmad, vækkede vores vært og hans søde hund Dogee. Vand, mad og kamera blev pakket og så kørte vi afsted i Brant´s lille børncontainer bil.
Første stop var en lille bakketop på en højde af ca. 300 meter over vandet, ikke noget stort bjerg. Men nok til at få pulsen lidt i vejret. Der skulle kravles over nogle stengærde og lidt stejle sider. Området var meget stenet og havde en sjov overflade, mange steder var stenene løse og vippede når man trådte på dem. Man skulle passe på ikke at træde forkert, da der i mellem stenene, der ofte var dækket af græs, var op til 20 cm. dybe huller. Det tog omkring 1 time at nå til toppen, hvor vi så til gengæld havde en 360 gr. udsigt over Galway og Galway bugt mv.
Efter vores vandretur fortsatte vi til et lille parfumeri som lavede parfume, cremer og andre duftene ting af de blomster og urter der nu fandtes i området. Bag parfumeriet havde stedet deres egen urtehave med alverdens spændende planter. (dog ingen af de sjove af slagsen). Dog havde de en lille the shop med alverdens dejlige kager.. HOV hov.. Uhmm.. nammenam.. Jeg skal have kage og the, hvilket vi alle fik og Corrie fik arbejdet lidt.
Herefter gik turen til et gammelt fort, et is mejeri, et slot og en fiskerestaurant.
Ud over at få en gratis rundtur, blev Corrie og jeg tilbudt at hvis vi lagde rent sengetøj på et af rummene og lagde den sidste omgang tørret sengetøj sammen, så ville vi få overnatningen gratis. Ja tak, det ville vi gerne, det tog os omkring 30 min. at ordne det.
Men phøj.. Fiskerestaurant, Corrie og jeg spiste aftensmad sammen på fiskerestauranten som vi var blevet anbefalet. Jeg bestilte, i sand eventyr ånd, en fiskeforret og en fiske aftensmad ret.. Er jo ikke den store fiskespiser, men jeg tænkte, hey det her er jo en fiskerestaurant, så hvorfor ikke prøve.. puuha, jeg kom igennem mine to retter, kun pga. tanken om min dessert Chocolate by death, en fantastisk chokolade kage, nøøøj den var god og kunne stå for et måltid helt alene..
I morgen vil jeg drage til Killarney hvor den store bike fest vil være, men jeg har allerede nu en formodning om at jeg nok bare vil finde et B&B, blive en dag og så køre til Dublin hvor jeg vil tage færgen tilbage til England. Flere har anbefalet mig Wales, og det jeg nåede at se af Wales på vej til Fishguard var bestemt ikke dårligt.
I går kørte jeg heeele vejen til Galway for at finde de der skide bjerge, men kun lidt få bakketoppe kunne jeg finde. Jo længere jeg kom ind mod Galway, jo tungere blev trafikken. Klokken var efterhånden blevet 16 og jeg følte at jeg havde spildt min dag lidt, da den kun havde bestået i at køre fra punkt A til B.. eller næsten til punkt B. For som sagt kunne jeg se Punkt B ude i horrisonten, altså laaangt ude. Jeg tænkte at der var ingen grund til at kaste sig ind i Galway’s myldretidstrafik for at nå et hostel 300 km. længere mod nord for at se et par bjerge, når jeg nu alligevel om et par dage skulle tilbage til syden igen.
SÅ derfor, vendte jeg cyklen rundt og kørte mod syd igen. Jeg havde besluttet mig for at finde tilbage til et hostel, jeg havde set på vej tværs over “the Ring of Kerry”, det lå nemlig lige midt i mellem noget smukt bjerglandskab. Her ville jeg godt kunne bruge et par dage til at få hvilet min mås, og så få vandret lidt.
Men som jeg kører der ad hovedvejen, popper der pludslig et skilt op mod et hostel og jeg tænker.. Hey, det snupper jeg sørme. Det viser sig at ligge et godt stykke fra hovedvejen, faktisk kun lige 10 min. gang fra en strand med blåt flag. – Og så havde de gratis internet, hvilket jeg straks benyttede mig af, efter jeg havde været en tur på stranden og få mig en svømmetur.
Inde i mig selv havde jeg besluttet mig for at blive her én nat, og så fortsætte til det hostel der lå i bjerglandskabet i dag. Men da jeg stod op her til morgen, følte jeg mig ikke særlig begjestret for at sætte mig op på cyklen igen. Så i stedet for at pakke, blev det til en tur til købmanden efter mælk og brød. Hostel værten blev da lidt overrasket over at se mig igen, og blev glad for at jeg ville blive en dag mere. Så han tilbød mig at tage mig med på Pub i aften, så skulle han nok køre, så jeg kunne få mig en lille øl.
Da alt var arrangeret, hentede jeg mit badetøj som så består af et par orange Bjørn Borg underhejsere og en bøjlebh, hvor bøjlen er knækket ved højre bryst. (Godt jeg aldrig skal møde de der mennesker på stranden igen), og susede på stranden omkring kl. 11 og da jeg daffede hjem var kl. omkring 16..
OHHH my God.. Tør jeg sige at jeg er blevet lettere rød på ben, ryg og arme.. Nej vel..for det der med solcreme, det er noget opreklameret gejl, som kræftens bekæmpelse prøver at hverve nye medlemmer på.. Øj.. jeg er bare en godte, Midgets stik om anklerne, lange hår på ben og under arme, samt pænt skoldet rød all over.. Håber dælme ikke, Prinsen på den hvide hest dukker op i dag.. :S
Men hvor har det dog været dejligt, bare at kunne slappe af og nyde solen, vandet og en god bog. Det er faktisk et rigtig godt sted jeg har fundet her, og jeg kunne nemt overtales til at blive endnu en dag.
Næste morgen, stod vi alle op og gjorde os klar til at drage videre hver i sær.
Det blev en hyggelig og glad afsked, med masser af kram og held og lykke.
Jeg havde besluttet mig for at køre den legendariske Ring of Kerry, det skulle efter sigende være en utrolig smuk rute.
Men ak, jeg må sige at jeg er lidt skuffet. Det kan simpelthen ikke måle sig med Skotland. JO der var en masse flotte udsigter rundt omkring, men generelt var der bare alt for meget trafik, mange huse og i det hele taget bare alt for meget af al det andet end natur.
På grund af det fantastisk vejr jeg er velsignet med, var der en fantatisk udsigt til den lille ø, Skellig Island.
Men alt i alt var jeg lidt skuffet og efter næsten at have kørt hele turen rundt, gad jeg ikke mere.. Utaknemmelige skarn, men min mås var slidt og jeg ville jo gerne vest på. Jeg havde fået af vide at jeg skulle køre turen rundt mod uret, da alle turistbusserne kører med uret rundt. Så da jeg gerne ville vest på, var det bare at drage ind over det hele. Det var istedet en rigtig god beslutning, for her fik jeg natur for alle pengene.
Men lige så pludselig det var kommet, så forsvandt det igen. Det var lige som om at man kørte ud af en port, og bum så var man tilbage til det flade land igen.
Da jeg er kørt over Kerry, kører jeg ind på det første hostel jeg finder som ligger inde i en lidt størrer by og får et single værelse her. Det er lidt rart at have sit eget værelse og nyder at jeg kan få mig et bad.
Hele dagen har været et helvede for mine ankler. Det føles som om at der er en der har tabt et kg. kløpulver ned i hver støvle og da jeg hiver mine støvler af, bryder mine ankler ud i et kløende enferno. Mine ankler og ben er oversået med midgets bid og det klør, nogle af bidene har udviklet sig til små væskende blære med gulligt puds, som bare klør.. Tak tak, jeg vil skåne jer for billeder..
Da jeg bare gerne vil ud og finde noget mere bjerge vil jeg næste dag kører videre vest på ud mod kysten og følge kystlinien op.
Jeg må videre. Indtil nu har jeg kun set fladt landbrugs land, jeg mangler lidt de der grønne områder, store bjerge, ruiner og andet irsk. Men til gengæld har der været masser af små veje. Det som Skotland mangler, det har Irland riiigeligt af i små veje.
For at min mås kunne finde lidt ro efter 3 dage med rigtig meget kørsel, er den lidt øm og trænger til at få noget hvile, så jeg ville gerne finde et hostel hvor jeg kunne blive et par dage. Jeg håbede at finde et hostel omkring 50 km. væk fra Killanary, men det syntes ikke at findes, til trods for at jeg havde kørt forbi det flere gange. Så til sidst så opgav jeg og kørte forbi det endnu en gang og videre mod nogle bakker.. Jeg var lidt træt af at køre og ville egentlig bare have mig en seng og lidt ro tidligt. Mens jeg kører der og filosofere over livet, falder mit øje på et lille skilt hvor der står Hostel D-et eller andet og en lille pil.. Det er en lidt mærkelig bygning. I den ene ende er der en lille købmandsbiks, så en lille parkeringsplads og så et baraklignende hus. Umiddelbart hvad jeg kan se ind af vinduerne så ligner det et hostel indenfor, men der er ikke nogen. Så jeg tænker, jeg går lige til købmanden og spørger hvem jeg skal tale med. Sørme om det ikke er købmanden selv jeg skal tale med. Overnatningen koster 15 euro, det er vist lige til at overleve, til gengæld skal jeg så også overnatte med en mand. Hvilket købmandskonen var lidt nervøs over. Hun spurgte op til flere gange om jeg nu havde en sovepose, og om jeg nu vidste at det faktisk var en mand jeg skulle dele rum med.. Ja ja sagde jeg og tænkte at hvis hun vidste hvor mange gange jeg havde delt rum med mænd på Tenere ture, så ville hun korse sig og besvime..tror jeg..
Men ingen fare var på færde, for manden jeg skulle dele rummet med var en 77 årig mand, som var i Killanary for at løbe et løb. Som jeg kunne forstå, når han talte.. Det var temmelig svært at forstå hvad han sagde, for hans stemme var så hæs og så det der irske, det var lidt svært. Så gik han meget op i det der med at løbe og løb flere løb hele tiden.. Tænk sig at som 77 årig løbe alverdens løb, i bjerge og så ryge pibe.. Han var fantastisk.
Ud over Mike, så var der en ældre herre hans søn eller barnebarn på 19 år. Jeg kan desværre ikke huske deres navne, men i hvert fald blev jeg vartet godt op. Fik serveret en kop the og et stykke kage, mens vi ventede på de to sidste herre der var på vej ned fra en bjergvandring.
Efter et par timer kommer Walter og Joe tilbage, godt svedige efter en lang dag på fjeldvandring.
Det lader til at alle i dette hostel kender hinanden, og jeg føler mig mere end velkommen.
Ikke langt fra hostel ligger der et pub som har musik på programmet denne aften. Der bliver arrangeret at købmanden bringer og henter os i hans minibus for 4 euro pr. næse.
Så klokken 21 er vi på vej til pub. Det er så sjovt, disse herre er så sjove, de griner og fjoller og driller hinanden. Da vi ankommer til pubben bliver vi anbragt ved vores eget bord i en stort rum. Langs den ene væg sidder der en 20 tyskere og lags den anden væg sidder der 20 amerikanere. For enden af lokalet sidder musikerne og i den anden ende sidder vi. Se det kunne godt være opskriften til en god vittighed.. Det er det næsten også, for efter 4 numre melder musikerne at de holder en pause, og frisk kommer tyskerne på banen her. Med harmonika og polka, og amerikanerne i vild træsko dans der minder om en polka. Se det var et syn man ikke støder på så tit igen. Lad mig sige, de irske lads var rystet.. J
Men efter noget tid kom de rigtige musikere retur og gudskelov for det, og jeg fik serveret Guiness i rigelige mængder. Jeg må sige at jeg følte mig lidt privilegeret at sidde der sammen med de indfødte.
Hov.. og her under festlighederne stiftede jeg også bekendtskab med mine gamle venner fra Skotland. Midgets i et omfang som ikke kender mage. Lad mig sige, at det er ikke smart at have kjole på i et land hvor midgets regere efter kl. 20, og jeg blev skambidt over alt på ankler og ben.
Men kl. 24 blev vi hentet af købmanden og kørt hjem, hvor de 4 lads fik sig en kop aften the, mens jeg bare hoppede i soveposen efter en begivenhedsrig aften, med polka og Guiness.
Efter en nat på den engelske borg, hvor jeg delte værelse med 6 ældre engelske damer, som hver gang de skulle ud, fnisede fordi gulvet larmede, som nu kun et 800 år gammelt borg kan larme. De undskyldte hver eneste gang, da min køje stod lige ved udgangen.
Men vejret var fantastisk og efter en hurtig morgenmad fik jeg pakket mine ting og skulle finde Fishguard, hvor en af færgerne til Irland skulle afgå fra. Jeg kunne huske at færgen ville sejle omkring kl. 14, så jeg havde god tid, der var ikke andet end omkring 160 km.
Jeg var ved færgen en halv time før afgang, hvilket var helt perfekt. Vejret var jo super godt, så jeg kunne sidde på dækket under hele overfarten som var omkring 3 timer. Desværre var der ingen hvaler eller delfiner der havde lyst til at følges med skibet.
Irland i sigte
I Rosslare er jeg den første der køre fra borde, og aner ikke hvor jeg skal køre hen. Nord, Syd, øst eller vest.. Jeg ved det ikke, men følger bare den store vej som går fra færgelejet og ud i Irland.
Klokken er ved at være 18.30 og jeg burde finde et sted at overnatte. Men jeg har ingen anelse om hvor jeg kan finde noget.. og ved den første lille vej jeg finder, drejer jeg af hovedvejen.
Jeg kan se på GPS’en at jeg kører syd på, det er ikke helt det jeg vil, for jeg ved at det er i vest at alt det lækre for øjet er. Vejene er meget små, og som jeg kommer ud på landet ser jeg store kirkegårde med store kors, grædende madonnaer og Jesus ved vejen, der velsigner dem der kommer forbi. Det er tydeligt at de er meget religiøse og vel alle kirker og kirkegårde holder der altid to til tre biler med besøgende.
Jeg har ingen euro, og skal bruge nogle euro hvis jeg i nødstilfælde skal ind på et B&B.
På en tank spørger jeg hvor jeg kan finde en bankautomat, pige på tanken siger.. du kører bare omkring 5 til 10 ud af hovedvejen så finder du en butik som har en automat.
Efter 10 minutter har jeg stadig kun set små huse og masser af B&B, men ingen butik med en automat, og jeg må stoppe igen og spørge.. 10 min. Mere får jeg af vide, og kører videre.
Stadig ingen automat og efter 30 min. Stopper jeg igen for at spørge om vej. 5 – 10 den anden vej, ved næste landsby, der lige inde til højre ligger en lille butik, de har en automat.. ENDELIG finder jeg den og får hævet nogle kontanter.
Så er det bare med at finde et sted at sove, men først skal jeg lige med en lille bitte færge, som koster 3 euro, det tager ca. 5 min. Så er vi på den anden side..
Og søgningen fortsætter.. Jeg har ingen oversigt over hvor der ligger hostels, for den får jeg når jeg kommer til det første hostel.
Jeg kører længe, uden der er det helt store udbud af hostels, men masser af B&B og beslutter mig for at det næste B&B jeg støder på, det snupper jeg.. Da jeg stopper ved det næste B&B, men i vinduet står der Intet Ledigt.. Suuuuk.. indtil jeg får set nærmere.. der står B&B and Hostel.. Diiing Dooong.. ringede på og manden siger.. Jo da, jeg har da plads i mit hostel.. Ja tak, det vil jeg meget gerne og får en køjeseng i et rum med 3 tjekkiske piger og en finsk pige. Ingen snorker, måske mig ? men ihvertfald står jeg op næsten morgen veludhvilet og går ind og spiser morgenmad hos B&B manden.Efter morgenmaden, pakker jeg og forsvinder videre ud i Irland..