Har siddet og set billeder fra Skotlandsturen sidste år. Før jeg havde set mig om havde jeg købt færgebillet fra Esbjerg sidst i Maj. Så nu håber jeg bare på at jeg kan få fri fra arbejde 
JUHUUUUUUUUUUUUUUU !!
Scotland, here I come…. Again.. !
Archive for the 'Skotland 2008' Category
På utallige opfordringer..ikk Jan.. 
så lægger jeg hermed et link til hvor jeg gemmer resten af billederne fra Skotlandsturen.. Det ligger både her og i oversigten af links..
Og hvilken succes.. Med over 3500 km kørt, en fantastisk natur uden lige, søde og sjove mennesker som f.eks manden i Newcastle, som så at vi stod og kikkede på et fladskærms tv og straks begyndte at tale i et væk. Han havde fundet et ganske billigt, men ukendt mærke som bare virkede perfekt. Han talte uden stop og inden vi havde fået forklaret ham at vi var fra DK og bare på ferie, så var han væk igen.. (Jeg tjekkede lige mine lommer, bare for en sikkerheds skyld).
Jeg må heller ikke glemme værkstedet som lagde alt til side for at se på Henriks cykel. Selv om den havde taget rigtig meget skade af vores lille færgefejl i Norge, så holdt den alle de tusinde km vi kørte. Den var godt nok også træt da vi nåede DK og jeg tror nok at Henrik har fået sig et nyt lille motorcykel projekt…..igen..
Suzukien skal heller ikke glemmes. Den kørte perfekt, men den havde jo også fået det helt store service inden afgang. Det eneste der skete var 2 punkteringer, den sidste kører jeg med endnu.
Da vi kørte fra Melrose mod Newcastle torsdag, havde jeg godt lagt mærke til at den kørte lidt skægt i svingene. På et bestemt punkt i svingene var den meget drilsk og styrevillig, men jeg skød tanken bort med at det nok bare var kassernes vægt der drillede.
Efter mange km. kan jeg pludselig mærke en meget stor forandring i baghjulet og jeg konstatere at jeg er punkteret.. Jeg får stoppet og får bakset den ind i rabatten, da vejen er stærk trafikeret. Her venter jeg så på at Henrik opdager at jeg er forsvundet og kommer tilbage. Det gør han heldigvis ret hurtigt.
Henrik fortæller at der lidt længere fremme er en lille sidevej vi kan holde på og jeg begynder at skubbe cyklen de sidste 40 – 50 meter til sidevejen. Her var jeg lidt nervøs, for det var i en 100 kmt zone og kun en smal græsrabat og folk kørte stærkt og dyttede af mig.. Som om at jeg gik der for sjov.. 
Jeg nåede helskindet frem til sidevejen og vi fik hevet alukasserne af cyklen, for de skulle udgøre centralstøttefod, og det gjorde de ganske fint..
Vi fik faktisk skiftet slangen forholdsvis hurtigt, til trods for at det var vores første gang at vi skulle skifte slange. Vi fandt også årsagen til punkteringen, det var et stort sømlignende metal dims, som havde flået et 2½ cm. stort hul i slangen.. Til trods for udskiftning af slange, syntes jeg stadig at den kørte lidt fjollet, og opdager til min store skræk af forhjulet har sympatipunkteret med baghjulet.
Ind til siden igen og heldigvis lige ud for en garage af en slags, som havde en luftkompressor. Vi fik luft i forhjulet og den holdt luften uden problemer ?? Her blev jeg så indtroduceret for et nyt begreb.. Jeg havde været udsat for en langsom punktering. Og for dem som er lige så uvidende som jeg, så er det når der er et mikroskopisk hul hvor luften siver meeeeget langsom ud af. AHAA !
Det er ikke sjovt, for man mærker syner hele tiden.. Hele vejen fra Amsterdam til Skovlunde lå mine tanker i forhjulet.. hmm..jeg syntes det føles fladt, wobler det nu.. naarh.. det er ikke fladt, så ville der være mere slinger i.. uhhh, hvad nu hvis det er fladt og ryger af fælgen her med 100 kmt, så går det squ galt.. jeg må tjekke det.. Pjat.. det er ikke fladt.. Sådan gik tankerne i 13 timer og ved hver tankstation blev trykket tjekket eller Henrik blev bedt om at trykke på det.. Og mange gange kikkede han overbærende på mig, men trykkede alligevel og gav mig en Thumps up.. Det holdt i ca. 5 min. så vendte tankerne tilbage..
Men den kører nu bare den lille citronmåne, den har stort set ikke brugt noget olie, den startede hver eneste gang og sagde ikke en eneste forkert prut.. Så jeg kan kun sige at det squ er en fin lille cykel, med masser af gå på mod..
Alt i alt, bare en helt fantastisk oplevelse… Det er ikke sidste gang jeg besøger Skotland, men resten af verden ligger jo også lige om hjørnet og venter..
et er rigtig trist at vi nu kun har faa dage til vi skal hjem over. Vi har overnattet 2 naetter i Aberfeldy omraadet, hvor internettet er hundedyrt, men tilgaengaeld er her rigtig smukt. Du havde ret mor, her er meget smukt og landligt. Og jeg har taget masser af blomsterbilleder til dig.
Om 10 min lukkes internetforbindelsen og ville bare lige skrive at vi stadig er i live og lidt triste over at det allerede er slut..
I dag har vi kørt hele 75 km. for vi ville finde et vandrehjem med internet og vaskemaskine og få ordnet det. – Og det fandt vi.
I byen Aviemore fik vi et værelse og smidt ud igen… Det vil sige at vi var der ca. kl. 11 og vi kunne først komme ind på værelset efter kl. 14, så vi er kørt til byen hvor de har en lille cafe med internet.
Det er rigtig smart, for hver ting du køber over 2£ får du en times fri internet. Det er noget billigere end vandrehjemmets 5£ for en time, og så kan man nyde sin kaffe eller the samtidig.
Aviemore er en rigtig bjergby, forstået på den måde at det er en typisk vandrefolks by. De fleste butikker er Outdoor og mountain butikker hvor man kan købe alverdens vandreudstyr. Og mon ikke de har noget i mod midgets.. saaatans til bæster.. Når nu vi skal ud og vandre i bjerget der ligger bag vandrehjemmet.. ;o)
Som vi forlod den lille kro begyndte det at regne.. Fra at være et fantastisk solskinsvejr skiftede det til tåge og let silende regn, men det er jo hvad man kan forvente i Skotland så vi klagede ikke..
Vi havde besluttet os for at det ikke skulle blive alt for sent inden vi nåede frem til et overnatningsted, men jo mere nord vi kørte, jo længere gik der mellem B&B. Faktisk var der så langt i mellem at jeg begyndte at blive lidt nervøs for om vi kunne finde et sted, eller vi skulle ud i et teltløsning, og tænkte tilbage på natten i Norge uden varme i vores alt for tynde soveposer. En overnatning i Highland i telt, gennemkold med papirstynde soveposer, midgets og våde strømper var ikke lige en ønske situation.
Efter at have kørt i 2 timer rundt om et bjerg kunne man pludselig lugte havet og solen bryder frem…
Det var fantastisk !
Varmen breder sig i kroppen og vi får mod på at køre de sidste 40 km til Durness hvor vi ved der ligger et vandrehjem.
Vejene til Durness består af single track roads som er veje med kun plads til en bil. Dvs. her gælder reglen, vig på vigepladserne eller bliv frontfigur på en autocamper. Lige så vildt og blodigt at der køres på hovedvejene, lige så hensynsfuldt er det på disse veje. Her bliver vigepligten overholdt til punkt og prikke..
Alle steder løber fårene frit rundt og Henriks larmende cykel får de små lam til at blive fuldstændig lamslået af skræk. så når man ligger bag ham, skal man liiiige holde lidt igen på gassen, for når de vågner af lammelsen er de lidt forvirret og spurter afsted i alle retninger.
De er nu søde de små lam, men de skider over alt på vejen og når man ligger bagerst, så falder tanken på om det var et insekt eller en fårelort som Henriks baghjul slyngede op og splattede mod virsiret..
For dem som har været på Grønland, så forstil jer en lille bitte bygd med få spredte huse, halv døde biler, en tørlagt gammel båd og nogle træbarakker, i et råt og forblæst landskab.. Så har I set Durness.. Kl. ca. 21 ankom vi til vandrehjemmet i Durness, som bestod af 2 træbarakker dog med træk og slip.
Vandforsyningen til toilettet og vandvarmeren var placeret i netop vores værelse. Når folk så havde været på potten, så løb der vand igennem røret på værelset og ned i vandbeholderen, hvilket larmede helt sindsygt og som vi så havde glæde af hele natten.
Men de havde en dobbelt køjeseng, helt ny ovenikøbet. Som damen i receptionen sagde, Det er vores bedste værelse (har ikke lyst til at se deres dårligste).. Dobbeltseng nederst og så en enkeltmandskøje øverst. Så der lå vi i vores soveposer og dobbeltdyne over os, for der var ingen varme i træbarakken og og så lugtede der lidt af kattetis, men hva.. det var billigt og vi havde tag over hovedet.
Da vi ankom til vandrehjemmet spurgte vi om hvor vi kunne få noget at spise, da vi intet havde fået siden den lille kro vi spiste frokost på. Vi blev henvist til pubben som lå lidt nede af vejen og så til venstre.
Vi kørte afsted og fandt stedet.
Her var der godt gang i den og vi kom i tanke om at det jo var fredag aften. Vi spurgte til lidt aftensmad og kunne sagtens få et bar-meal. Vi bestilte og satte os ved et bord mens vi kikkede på hinanden for det var umuligt at tale sammen, da musikken var ret høj.
I hjørnet var der sat lidt højtalere og nogle mikrofoner op. Det er med stor forundring at Birthe Kjær og Johnny Reimer’s Look á Like træder ind gennem døren til pubben i deres stiveste puds og røde glimmertrøj for så at stemme guitaren og bryde ud i fuld country og western sang. Jeg er rigtig ærgelig over ikke at have fået taget et billede af dem.
Næste morgen måtte vi tage afsted uden at få morgenmad, men fandt et lille bitte hotel som havde et klistremærke i vinduet med en tekst i stil med “Medlem af et eller andet for gemte steder for rejsende” altså en lille perle gemt langt væk, som man kun finder ved et tilfælde.
Hoteldamen var en lille bitte dame som kun lige nåede mig til knæene.. eller næsten.. Vi ankom 11.30 og hun fnisede lidt da vi spurgte om det var for sent til morgenmad. Men hun ville hjertens gerne lave et par eggs and bacon rolls til os. Da jeg skulle betale spurgte jeg hende om hvor længe sådanne nogle midgets bid de kunne klø.. For de klør, hver gang jeg tager jakken af, så begynder det at klø på arme, skuldre, ryg over det hele.. Hun gav mig den nedslående besked at jeg ville få glæde af dem i omkring 14 dage.
Vi havde fundet et vandrehjem på et slot. Det ville jeg rigtig gerne overnatte på, men var lidt bange for at det nok var fuldt booket, for hvem vil dog ikke gerne overnatte på et vaskeægte skotsk slot.
Så planen var at køre direkte til slottet og måske blive der 2 nætter. Evt. få vasket lidt tøj og så se lidt af området til fods og måske tage nogle blomsterbilleder til min dejlige mor.
Da vi ankom holdt der en hulens masse biler og jeg tænkte øv, der er fuldt booket. Da vi parkere ud for indgangen kommer en mand ud og siger noget til Henrik. Jeg kan ikke rigtig høre hvad han siger, men lægger mærke til et stort skilt ved døren hvor der står “Susan & Ian’s Wedding”. Henrik bekræfter mine bange anelser om at slottet er lukket hele weekenden, i forbindelse med ulykken Susan & Ian. Øøøøøøv !
Så vi kørte videre mod Loch Ness området hvor der skulle ligge et andet vandrehjem. Og hvilken skuffelse, Loch Ness området er meget turist’et og ikke spor rart. Det er så stopfyldt med turister at vi er parat til at køre op nord på igen for at finde roen og den smukke natur.
Men det er blevet sent og vi bliver i nat hos en rigtig sød dame på et B&B, hvor vi igen har fået et fint lyserødt værelse med billeder af små hundhvalpe med våde øjne..
Det er rigtig godt at der på mange Cafe’er og restauranter er gratis internet, for her kan jeg skrive til bloggen og vi kan prøve at planlægge lidt hvad vi skal næste dag. For hvad vi finder på i morgen, det ved vi ikke.. det må tiden vise..
Hold da op her er smukt.. Efter vi forlod Stirling satte vi kurs mod Ben Nevis, Skotlands højeste bjerg. Det var højt, men ikke så smukt som noget at alt det vi kørte igennem på vej til Fort Williams.
Hvis man lige klemte øjene sammen og skimtede ud over de fantastiske scenerier, kunne man sagtens se Brave Heart trave ud over sletterne mod hævn mod englænderne..
Vores plan var at se lidt af det hele på vej til Ben Nevis. Men hvis vi skulle nå alle de waypoints jeg havde sat, ville vi først nå frem en gang i næste uge hvis vi kørte af småveje, så vi vendte næsen mod hovedvejene.
Det gik op for os var de eneste veje mellem byerne.. Og hvilken trafik.. Her køre de fuldstændig vildt og hurtigt og meget tæt. Ofte holder vi ind til siden og lader folk komme forbi, fordi de ligger tit ligger op til meter fra bagskærmen og det stresser helt vildt..
Men vi nåede da forbi jernbanebroen hvor toget til Howgarts kører. Vi kunne desværre ikke nå helt frem til broen, men måtte nøjes med en udsigtsplads et stykke derfra, hvor et lille dådyr trippede rundt og nippede af græsset.
Mor, hvis du læser det her.. så spring dette afsnit over..
Klokken var rigtig mange da vi endelig kunne se Isle of Skye i horisonten og hvilken horisont.. Jeg kunne ikke dy mig for at liste mit kamera op og tage billedet af broen i det fjerne. I det samme passere en politibil os mens jeg knipser løs..UPS.. jeg holder øje i spejlet men de vender ikke om..
Men efter ca. 4 – 7 km. bliver nærmst tvunget af vejen af politiet, de var vendt op og de har fulgt efter os et godt stykke med både blink og sirene.. Uuups.. Vi har intet kunne høre pga vores headset med musik og jeg som kørte bagerst har bare siddet og nydt musikken, udsigten og fulgt i Henriks bagdæk.. Ind til siden og vi fik beordet hjelmene af.. Og så fik jeg ellers en skideballe og hvis ikke det var fordi at jeg var turist, så ville jeg have fået en bøde eller jeg kunne risikere at komme i fængsel natten over.. Jeg måtte dermed love at jeg fremover holdt begge hænder på styret..
Mor, nu må du gerne læse med igen..
Isle og skye blev nået kl. 21 – 22 stykker og vi skulle finde et vandrehjem i byen Broadford, det kunne vi ikke og i stedet fandt vi et B&B hvor der stod at de var Biker glade. Det lød som et sted for os, så der kørte vi ind.
Magen til sjovt sted.. Her kan man da sige at komme ind i folks stuer.. Konen undskylder med at hun ikke har fået støvsuget, det overlever vi nok.. og fortsætter.. vi har også en slange, men den er i bur.. pyyyha tænker jeg.. Vi var dårligt nok kommet ind, før vi blev inviteret med på pubben, men vi havde ikke fået noget at spise og var løbet lidt tør for penge.. Intet problem, for vi ville blive kørt til pubben og så ville Pete lige køre forbi og sætte os af et sted hvor vi kunne få noget at spise.. Forresten siger han lige inden vi skal til at køre, min ven skal også med.. Vi sidder allerede i en varevogn godt presset sammen på passagersædet, da en lille gusten mand kommer gående rundt om hjørnet.. Det er min ven, siger Pete og åbner døren til varerummet… her bliver vennen så sat ind på en plastikstol og vi kører mod pubben.
Efter at vi har hævet penge, fået spist og gået tilbage til pubben stifter vi her bekendtskab med nogle små flyvende bæster ved navn Midgets, det er bitte små fluer/myg som kravler ind alle steder og bider.. De gør pænt ondt.. Og jeg vil godt afsløre at man skal ikke sove med åbent vindue i landet hvor midgets regerer.. jeg er i løbet af natten blev angrebet på det groveste, ansigt, arme, ben og ryggen er skambidt og det kløøøør..
Her til morgen, fik vi en fin morgenmad serveret i biblioteket, hvor bøger om fugle, mord, løgne, krybdyr og andre turist ting fandes. Vi havde en rigtig fin udsigt til vandet og fuglene der kom og hentede mad på vinduet hvor der var sat et lille foderbrædt op.. Efter morgenmad, pakkede vi sammen og sagde pænt farvel og kørte videre ud på Isle of Skye for at se noget af den rå og stejle kystlinie.
Vi har besluttet os for at nå det nordligste punkt i skotland i dag, men tager det helt stille og roligt.
Vi sidder lige og spiser en lille frokost på en kro et eller andet sted, hvor de havde gratis internet…
Jeg har endnu ikke set det, kun tåge, dis og motorvej
Vi vågnede op i Newcastle til regn og tåge.. eller allerede da vi ankom med færgen fra Norge var der regn og tåge, men det havde vi jo forberedt os på.
Efter at have været forbi KTM tryllemanden og han havde tryllet med KTM’en, så forlod vi Newcastle ved 13 tiden og blev enige om at køre til skulptuen “Angel of the North” som ligger lige lidt ude for byen.
Det er verdens største englefigur og den var stor. Da denne var oplevet var det tid til at vende næsen mod Skotland og besluttede os for at tage motorvejen til Stirling.
Motorvejen blev valgt for at komme til Skotland, men også for bare at komme hurtigst muligt ud af byen.
Henriks GPS brillierede så lige med at gå helt kold og vi havde selvfølgelig ikke den størrelse umbraco nøgle med der skal til for at lave en reset af den.
Den er Henrik i dette øjeblik ude for at finde.
Da vi ankommer til Stirling er klokken 19 og vi mangler et sted at sove. Vi har i GPS’en fundet et Scotish Youth Hostel som vi kører til. Det viser sig bare at være der hvor foreningen holder til, så vi har ikke noget overnatningsted. Lige ved siden af ligger der et B&B og vi kører ind og spørger på overnatning. Desværre er der fuldt booket, men vi får anvisninger til hvor der ligger nogle flere B&B.. Efter 2 forgæves forsøg bliver vi sendt til et tredje som viser sig at have et ledigt rum. En stor gammel skotsk villa, hvor ejeren har en stor kærlighed for lyserødt.. Alt var lyserødt.. selv toilet papiret..
Det var lidt halvdyrt, men når man tænker på at vi intet sted havde at sove og Stirling er meget turist præget, så gik det jo nok.
Stirling er en usædvanlig flot by. I centrum findes der simpelthen ikke skyggen af moderne huse. Alle husene er gamle store villaer med kæmpe vinduer og krummelurere over det hele og med smukke kravlende clemetis’er i hvide og lyserøde farver…Min mor ville gå fuldstændig i selvsving over det..
Bloggen nu er opdateret og billederne sendt til webalbummet, så om et øjeblik kører vi mod William Wallace monumentet, Isle of Skye og alle de andre smukke ting som vi i 8 måneder har ventet på..
I går forlod vi Røldal Camping i glæde over at Henriks cykel ikke trængte til skiftning af olie. Olien var fin rød som den skulle være, så derfor havde vi nu pludselig rigtig god tid til at finde vej til Haugesund, hvor vi skulle med færgen til Newcastle.
Vi bad GPS’en om at lave en rute til os og den viste at vi ville være fremme i god tid omkring kl. 12. Vi havde indskrivning kl 13, så alt i alt ganske god tid og vi drog afsted efter at have spist morgenmad på den lokale tank og redningstation.
Efter 68 km helt igen ufattelige smukke veje, skriver vores GPS’er at vi nu skal køre ombord på en færge…. øhh.. færge.. Jamen vi er jo ikke i Haugesund.. Vi stopper og ser os omkring, vejen ender ved en lille bum og vandet. Et lille skilt viser hvornår færgen sejler. Med ét slår det os at vi ikke har slået “undgå færger” til.. og GPS’en har selvfølgelig beregnet den korteste vej til Haugesund via små færger. Vi havde ingen ide om hvor tit disse færger sejlede eller om de stadig eksisterede ude på den næste ø.
VI havde ingen anden udvej end at slå undgå færger til og beregne en ny rute. Vores øjne poppede lige ud af hovedet på os, da GPS’en viste ankomst til Haugesund kl. 13.37… Vi kikkede på hinanden og Henrik udbrød.. VI KØRER NU !! Ind på den nærmeste tank, tanke og så bare derud af.. Vi skulle faktisk alle 68 km. tilbage til Røldal og så tilbage mod Haugesund ca. 158 km. Lad os bare antage at vi kørte godt til.
Vi nåede Haugesund 13.24, fik tjekket ind og kørte ombord på færgen !
I dag nåede vi så til Newcastle og den frygtede venstrekørsel skulle udfordres.. Shit hvor skal man bare holde tungen lige i munden, og for at det ikke skal være løgn startede vejen ud med en rundkørsel. Det er simpelthen imod ens natur at køre modsat rundkørslen og man forventer konstant modkørende..Jeg er i forvejen en idiot til højre og venstre, så jeg overlod roret til Henrik mens jeg i mit hovede messede Hold til venstre, hold til venstre, hooold til venstre..
Første stop i Newcastle var en KTM forretning. Vi blev nød til at finde ud og løse problemet med Henriks cykel, hvis den skal holde hele vejen. Så derfor havde Henrik via SMS fået adressen på en KTM biks i byen. Tilfældigvis og helt hen i vejret heldigt, så havde de alle de dimser hjemme som muligvis skulle bruges, desværre havde de ikke tid til at fixe cyklen før i morgen.
Så stod vi der midt i pænt stor by i england, hvor alle mændene lignede havnearbejder, havde tatoveringer langt op af halsen og bare så skumle ud, og skulle finde et sted at overnatte.
Vi blev enige om at køre til den nærmeste tank, få tanket og så evt. tale med tankbestyren om overnatningsmuligheder.
Da vi kører ind på tanken, kan jeg se tankpasseren stå i vinduet og holde skarpt øje med os. Sådan lidt butiksdetektivt agtigt. Da jeg går ind for at betale går døren ikke op før han har aktiveret en døråbner og han står bag disken, hvor der spændt vire fra loft til desk. Man kunne godt forstille sig at der var strøm i disse wire.. Lad mig bare afsløre at jeg her tænkte.. Det er vist ikke det pæne kvarter vi er havnet i…I øvrigt var tankpasseren Inder og led af den vildeste paranoia. Henrik opgav at få en dialog med ham omkring overnatning.
På GPS’en fandt vi Newcastle Youth Hostel og jeg tænkte at vi kunne da altid køre dertil og spørge om de havde en baggård til cyklerne, da vi ikke var helt trygge ved at lade dem stå på gaden. Hvis ikke de havde plads, havde de måske en ide om et sted vi kunne være. Men heldigvis viste det sig at være et perfekt sted. De havde et fint værelse med køjesenge og en lille aflåst baggård med pigtråd hvor der lige var plads til Orangina og Citronmånen.
Man skulle tro at vi på et tidpunkt var drejet forkert et sted, for fra at forlade København i 18 graders varme er vi nu havnet i et snelandskab som selv snedronningen ville blive grøn af misundelse over.
Det er helt fantastisk som landskabet og vejret hele tiden ændre sig.
Vores sejltur til Oslo forløb ganske stille og roligt, bortset fra nogle spritstive svensker, måske nordmænd som ikke kunne finde deres kahyt og som lod til at søge hjælp hos resten af skibet.
Men ankomst til Oslo som planlagt kl. 9.30 og vi begav os straks mod første stop.
Monolitten i Vigelandsparken. 212 skulpturer af Gustav Vigeland. Den største skulptur Monolitten, er udhugget af en 17 meter høj granitblok og Vigelands stenhuggere brugte hele 14 år på at hugge alle figurene i Monolitten ud. Det lykkes os at få taget lidt billeder, uden alt for mange kinesere og japaner på, for da vi ankom var pladsen meget trang.
Henrik have fortalt om et lille problem med hans cykel. Hans KTM har 2 oliekredsløb og en pumpe som skubber olie op i stellet til afkøling og derefter pumpes det videre ned i selve motoren. Umiddelbart så det ud til at olien ikke kom op i stellet til afkøling, dvs. at den olie som ligger i motoren bliver temmelig varm og slidt hurtigt. Vi havde bange anelser om at cyklen ville knække sig, lidt ala min behandling af en stakkels Honda en gang, som dog kørte videre i en hel måned pænt larmende.
Vi blev nød til at finde ud af hvor kritisk det var og kørte efter vigelandsparken til den nærmeste tank for at tjekke oliekredsløbet. Efter at have pillet og pustet i forskellige slanger og talt med DK, blev vi enige om at tage det stille og roligt og køre afsted mod Haugesund, dog med at holde øje med temperaturen på cyklen. Hvis bare vi kunne nå til Newcastle, så ville der muligvis være en KTM biks der kunne hjælpe.
Vi glædede os rigtig meget til at komme ud af Oslo og se noget rigtig smuk natur og vi blev ikke snydt.
Maleriske bjerge, vandfald, floder, skoven og bare waaaaaou…
På færgen havde vi talt kort med en Norsk motorcykel gut og han spurgte os om vi skulle rundt i Norgen. Jeg forklarede ham at vi var på vej til Haugesund, hvor vi skulle have en færge til Newcastle. Nåh nååh.. sagde han på Norsk , så skal I over fjeldene af Vei 134, igennem alle tunnellerne ? Jaahaa og der er sne på fjeldtoppene.. Jo jooo..
Nu er vi altså lige straks i juni måned, så det kan vist kun være toppen af fjeldene han talte om. Jeg næsten lavede himmelvendte øjne af ham indvendig… Men efterhånden som temperaturen faldt og højdemåleren på GPS’en viste 1070 meter over vandoverfladen, så viste der sig altså mere og mere sne.. Lad os bare sige, at den Norske mand ikke havde løjet, nok nærmere underdrevet (hvis man kan sige det), og jeg pakkede pænt mine himmelvendte øjne sammen..
Vi er vel ankommet til vores overnatningshytte i Røldal. En lille fin rød hytte på en campingplads, 158 km. fra Haugesund, og med den smukkeste udsigt. Kan det mon blive bedre..
Billederne, må I vente med. For klokken er rigtig mange og vi skal tidligt op i morgen, have skiftet olie på KTM’en og nå en færge. jeg vil prøve at få lagt billeder op på vej mod Newcastle.